Det er tidlig morgen. Jeg sidder på terrassen og nyder min
morgenkaffe, mens jeg kigger min kalender igennem. Det bliver en dejlig, solrig dag, fyldt med
spændende arbejdsopgaver. Sådan er de
fleste af mine morgener, dog fristes jeg nogle gange til at tjekke situationen
derhjemme. Har der nu været jordskælv
igen, er der nogen vulkaner, som er begyndt at røre på sig, eller får mine
landsmænd lov til at mærke den dejlige forårssol, som vi gør her i
Danmark? Men hver gang jeg kigger
igennem nyhederne på diverse internetsider, bliver min ellers så fredfyldte
morgen erstattet med bekymringer, vrede, skuffelse og ikke mindst undren. Som de fleste ved, blev Island hårdt ramt af
finanskrisen, og det medførte en lang og sej kamp tilbage til ”det
normale”. Og alle var klar til at yde
sit bedste. Men det som umiddelbart er
sket er, at de rige bliver rigere, og de fattige bliver fattigere. Den tidligere venstreorienterede regering
forsøgte at rette op på skuden, men det tog åbenbart for lang tid for vælgere
med kort hukommelse. Ved det
efterfølgende valg i 2013 blev Selvstændighedspartiet sørgeligt nok valgt igen,
sammen med Fremskridspartiet. Mange
islændinge var uforstående overfor dette resultat og nationen blev
splittet. Folk, som ikke stemte på disse
partier, blev vrede på dem som gjorde.
Under valgkampen lovede de guld og grønne skove, og jeg vil ikke
bebrejde islændingene for at have faldet pladask for disse tomme
valgløfter. De var desperate og mange
havde mistet deres arbejde, hus og opsparing.
Men disse politikere kunne umuligt sætte sig ind i deres vælgeres liv,
da de selv kommer fra nogle af de rigeste familier i Island. De mangler forståelse og empati for den
almindelige, islandske lønmodtager. Og
sørgeligt var det, da en ung kvinde, daværende formand for
Selvstændighedspartiets ungdom, for et par år siden klagede offentligt over, at
hun ikke kunne købe en flaske hvidvin på en søndag. Hvis hun nu pludselig fik lyst til hummer om
søndagen, så kunne hun jo ikke nyde den uden et godt glas hvidvin. Tja… Islands fremtid?
Ældre borgere har mistet deres
opsparing, deres pensionspenge er blevet brugt på firhjulstrækkere, sommerhuse
og Gud må vide hvad andet. Fuldtidsansatte lærere kan ikke leve af deres løn, så de skal have en ekstra indtægt. Lægerne er flyttet til andre lande, hvor de
får ordentlig løn og menneskelige arbejdstider.
Det samme gælder sygeplejersker. Islændinge
er bare taknemmelige for, at der stadigvæk er nogle, som ikke er flygtet
endnu. Og islændingenes ret til selv at
bestemme, om de vil være medlemmer af EU eller ej, er blevet taget fra
dem. Min far, en kræftsyg 68-årig
fisker, knokler stadigvæk hver dag, uden nogen som helst udsigt til en rolig
pensionisttilværelse. Hver gang han og
min mor betaler deres regninger, så vokser deres gæld. Folk betaler, og gælden vokser. Giver ingen mening, vel? Det samme gælder alle os, som har taget
studielån. Vi betaler, men lånet bliver
større og større. Min bankrådgiver i
Danmark var lige ved at falde om, da det gik op for hende hvor stort mit studielån
pludselig var blevet. Jeg har et
fuldtidsarbejde som lærer, og jeg kan sagtens leve af min løn. Og hvor ville jeg dog ønske, at mine
forældre, og andre almindelige lønmodtagere, kunne gøre det samme. Leve af deres løn. Og det er ikke engang så meget at bede
om.
Der findes rigtig mange gode, hæderlige islændinge, som ville kunne gøre
en forskel, hvis de blot fik chancen for at rydde op i den islandske politik og
få orden i systemet. F.eks. kan man frit
annoncere lejlighed til leje, sort. Det
er jo ligetil og nemt at finde frem til disse mennesker, da de både opgiver
navn og telefonnummer. Der kunne man
sagtens rydde lidt op. Og det er bare et
lille eksempel, som desværre viser hvor lidt kontrol der er med den slags
ulovligheder, som selvfølgelig går ud over det i forvejen hårdt ramte, lille,
islandske samfund i den sidste ende. Men
netop i sådan et lille samfund er det ikke nemt at komme til. Man skal nok have de rigtige kontakter,
ellers kommer man ingen vegne. Men indtil
den store oprydning kan finde sted (jeg har f.eks. en idé om at importere
udenlandske politikere), så bliver de rige rigere, og de fattige bliver
fattigere. Jeg har været i Danmark siden
1998, så jeg har haft muligheden for at følge med på ”sikker” afstand. Også dengang alt gik godt, og folk levede
deres royale tilværelse, uden så meget som at skænke det en tanke, at boblen
engang kunne briste. Og nu flygter folk
fra landet i stride strømme, og jeg har mødt nogle af dem. Fælles for disse fraflyttere er afmagt,
skuffelse og vrede. Men hvad med dem,
der blev tilbage? De hårdtarbejdende
islændinge, og jeg understreger hårdtarbejdende, som stadigvæk knokler røven ud
af bukserne, og som stadigvæk tror på, at det bliver bedre. Og det er for deres skyld, at jeg skriver
denne artikel. For når jeg sidder
bekymringsfri ude på terrassen og nyder min dejlige kop kaffe i morgensolen og
glæder mig til endnu en dag på jobbet, så er mine tanker hos de af mine
landsmænd, der hver dag for en ringe økonomisk vinding knokler for at yde deres
til, at det islandske samfund kan komme på benene igen.
